Badeværelser
En god ven sagde til mig, at Sociologerne og Antropologerne havde fundet ud af at toilettet var mandens sidste fristed. Carporten, værkstedet, udhuset – er alle steder den moderne kvinde er deltagende i.
Om påstanden er rigtig ved jeg ikke, men følgende bør man tænke over.
Når man skal have et nyt badeværelse, kan det blive en bekostelig affære. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut er vådrummet "pr. kvadratmeter boligens dyreste rum". Det er det, fordi derjævnligt skal monteres ny vådrumsmembran - stort set alle materialer skal være vådrumssikrede (spartelmasser, maling tapeter/filt etc.). Men det, der gør arbejdet så bekostende, er mængden af timer. Først skal rummet ryddes, gamle fliser bankes ned og væggene pudses op, der skal fuldspartles med vådrumsspartel, gulvene skal nivelleres og have det rigtige fald, der skal monteres vådrumsmembran, fliser skal skæres og klæbes samt hærde, der skal fuges imellem fliserne, og til sidst skal der sanitetfuges mellem overgang ved gulv og væg samt i alle hjørner - og så er vi slet ikke nået til tapetsering, VVS, maling og montage af elementer samt belysning.
Så hyrer man alligevel håndværkere til at bygge et badeværelse, så udgør materialerne (selv om de er dyre) så ringe en del af budgettet, at man er bedst tjent med at vælge noget ordentligt. Check fx Flisebent og se hans udvalg og sammenlign så med Bauhaus og Silvan. Jeg mener ikke, at det blot er et fysisk-kvalitets spørgsmål, men et livskvalitets spørgsmål. Vælg med hjertet, prisen bliver til slut ikke så forskellig.
Hvad angår armatur, så er det som i køkkener. Vores VVS'er plejer at sige, at han nægter at montere kvaliteter under Hans Groe. Kvaliteten er ligeledes afgørende i relation til skabselementer, som skal være beregnet til vådrum, bl.a. fordi der bruges en anden lim. Man kan dog sagtens bruge træbordplader på sit badeværelse, men det kræver en langt større vedligeholdelse.
Prøv at læse følgende checkliste. Den giver et indblik i, hvad der skal tages højde for, når der skal etableres nyt vådrum.
Checklister til kvalitetssikring
Checklisterne til brug ved projektering, projektgranskning og udførelse bør tilpasses det aktuelle projekt, men bør mindst indeholde følgende:
Checkliste for projektering:
- Er der taget hensyn til vådrummets forventede brug (belastningsklasse)?
- Er det et lille eller et hårdt belastet vådrum, og er det i givet fald projekteret som et sådant?
- Er der ved disponeringen truffet foranstaltninger til beskyttelse af fugtfølsomme konstruktioner, fx døre og vinduer?
- Er der ved disponeringen taget hensyn til føringsveje for installationer?
- Er der overensstemmelse mellem belastningsklasse, konstruktionsopbygning og materialevalg i øvrigt?
- Er der taget højde for eventuelle differensbevægelser mellem bygningsdele?
- Er projektet i overensstemmelse med bygherrens forventninger til sikkerhed og robusthed?
- Overholder vådrummet gældende krav til handicapvenlighed?
- Er kvalitetsstyringen afstemt efter løsningens følsomhed for fejl i udførelsen?
- Foreligger der fyldestgørende beskrivelser af installationer, herunder gennemføringer i gulv og vægge?
- Foreligger der fyldestgørende beskrivelser af alle konstruktioner, materialer og arbejdsoperationer?
- Foreligger der tegninger af alle nødvendige detaljer (ikke blot henvisninger)?
- Er der udarbejdet vejledning om brug, herunder om vedligehold og reparation?
Checkliste for udførelse:
- Er tidsplanen realistisk?
- Er krav til fugtindhold mv. i eksisterende konstruktioner og pladematerialer overholdt?
- Er vægkonstruktion udført som beskrevet?
- Er gulvkonstruktion udført som beskrevet?
- Er samling mellem gulv og væg vandtæt (er evt. vandtæt membran ført mindst 100 mm op ad væg)?
- Er afslutning ved dør udført korrekt (enten med 30 mm højdeforskel mellem overside af rist på gulvafløb og overside af gulv ved dør, eller med 20 mm højdeforskel mellem gulvoverflade og underside af bundstykke)?
- Er der fald mod gulvafløb (mindst 1 % i bruseniche)?
- Er vandtætningssystem udført i henhold til leverandørens anvisninger og evt. MK-godkendelse (primer, mindst 1 mm tyk vandtætningsmembran i vådzonen, fliseklæb etc.)?
- Er gulvafløb VA-godkendt til den aktuelle gulvbelægning?
- Er afløb korrekt monteret og anbragt med kant af afløbsskål mindst 150 mm fra væg og mindst 40 mm fra træbjælker (60 mm ved udstøbning på træbjælkelag)?
- Er vandtætningssystem eller vandtæt belægning tilsluttet korrekt til gulvafløb?
- Er rørgennemføringer i gulv placeret uden for det område, hvor der kan forventes jævnlig vandpåvirkning?
- Er rørgennemføringer i gulv placeret i korrekt afstand fra vægge?
- Er rørgennemføringer udført korrekt med vandtæt samling mod gulv eller væg?
- Er gulvafløb tilgængeligt for rensning, og kan vandlåsen ubesværet tages op?
- Er beton/letbeton udtørret tilstrækkeligt, inden flisearbejde påbegyndes (datoer for montering/støbning og flisearbejde bør oplyses)?
- Er elastiske fuger udført med korrekt fugetværsnit og med bundstop?
Hvis du vil vide mere, kan du kigge forbi: Statens byggeforskningsinstitut.
Jeg håber, at ovenstående gav et indblik i processen. Du kan ligeledes få inspiration og input i vores billedgalleri.